Jyllands-Posten, September 7, 2001:

Hvad man dog ikke bliver udsat for i dag, som kunstanmelder! "Væsgó,” sagde den sympatiske kunstner Frank Franzen til mig. ”Sæt dig ind i kabinen og nyd kunsten. Jeg satte mig ind i kabinen, og var slet ikke forberedt på, hvad der ville overgå mig af uhyrligheder. Det var IKKE en udpræget nydelse at sidde foran TV-skærmen og betragte en videooptagelse med en midaldrende mand, der onanerer til en pornofilm. Jeg blev ilde berørt på flere niveauer: I første omgang væmmedes jeg ved, at skulle tvinges til at se en mand i en så selvudleverende og intim akt. I anden omgang fik jeg kvalmefornemmelse, da det pludselig gik op for mig, at scenen i videofilmen var optaget i det samme rum som jeg var lukket inde i. Manden i videofilmen sidder i selv samme lænnestol som jeg sad i, med det samme glasbord foran sig, omgivet af det samme, lumre 1970’er tapet. Lige npræcis på dette tidspunkt rejste jeg mig op, og var parat til at løbe skrigende derfra. Meeen, det gør en seriøs kunstanmelder jo ikke, så jeg satte mig fattet og roligt ned igen, og så scenen til enden, hvor den midaldrende mand omsider får udløsning, klæder sig på, tager sin fleecetrøje over armen og går ud af kabinen – ud og er ”almindelig” igen. Hvad hulen får en almindelig mand fra et forstedsmiljø til at sætte sig ind i en kabine og onanere, mens han bliver overvåget? Om ikke andet udstiller dette kunstværk menneskets utæmmelige trang til at lade sig forevige på en TV-skærm. Folk vil vitterligt gøre alt, for at ”komme” og ”komme på”.
Line Bak, Jyllandsposten