Dansk Kunst, 1997, s. 77:

Der var et islæt af gys og grimasser, da den hollandsk-danske maler Frank Franzen udstillede sine Projektioner i Kunstnernes Hus i Århus. Det var sit eget kontrafej, Franzen havde valgt at fremvise på lærred; dog tvistet, sløret og fordrejet i en sådan grad, at udstillingens virkelige tema ikke blev narcissistisk selvspejlende – men i stedet kredsede om de billedlige muligheder vores alment menneskelige maske, ansigtet, rummer. Udstillingen bestod af en række fotografiske selvportrætter, forstørret op på lærred eller papir og derefter bemalet. I en serie mindre close ups fremviste Franzen sig selv som død, fuldesyg, vrængende, deformeret eller bare almindeligt weirdo i udtryk, der ofte kombinerede det humoriske med det groteske. En fin koloristisk sans prægede de bedste af projektionerne, når slørede farvetoner opløste fotografiets forankring i den konkrete virkelighed og tilførte motivet et arkaisk præg. Fx i billedet ”Jan Willem” fra 1996, hvor transparente farvelag bag modellen danner gråtonede erindringslag, og udtrykket bliver som et menneske gennemlyst af fortiden. Flotte var også de store todelte lærreder, hvor menneskeskikkelsen blev kontrasteret med geometriske former. I det hele taget var bevidstheden om forhistorien eller døden indskrevet i flere af billeder. Motivisk, når Franzen sås neddykket under vand som en druknende. Og formelt, hjulpet på vej af selve den maleriske teknik, der opløste ansigtets konturer, som om forrådnelsen allerede var i gang. Disse portrætters lighed med dødsmasker gav sammen med palettens silende grønne og grålige toner maleriet karakter af naturproces.Frank Franzen skildrer i sinne Projektioner et psykologisk rum, hvor portrættet ofte bliver bærer af fortrængte følelser som fx vrede, aggression og dødsdrift. Det sker med talent, humor og ironisk distance, og derfor får Franzen fortængte grimasser en almen gyldighed.

Karen Louise Juhl Christensen