Berlingske Tidende, March 10., 2001:

Frank Franzen er født i Holland i 1963, men har siden 1983 været bosat i Danmark. I sine tidlige værker ar han i malerierne og fotos kredset omkring kroppen, i en poetisk, tøvende form, hvor det er kroppens overflade; huden som menbran, der i enkelte øjeblikke lader menneskets væsen og hemmeligheder skinne igennem. I udstillingen hos Bie & Vadstrup, Wallpaper, er det rummet, der er emnet. De rum, der omgiver os som en anden form for menbraner, og som vi dekorerer med tapeter og maling for at skabe skønhed og trykhed. Udstillingen består af malerier eller måske rettere maleri-objekter, hvor smalle tapetbånd er klæbet op på træplader og bemalet i tynde semitransparente mælkede strøg. Tapeterne changerer i hvidlige, gullige og beigebrune nuancer. Sart og smukt, men samtidig også med en uhyggelig, fremmed tone. Vi genkender tapeternes storblomstrede mønster, og hele den forestillingsverden om det ideale hjem, den trykke kasse, der beskytter individet mod den farlige verden, som de afspejler. Her er alt trygt, regelmæssigt og ordnet, her er alle tomme felter fyldt ud med ornamentikkens regelmæssighed, synes de at sige. Men taget ud af konteksten og sat op som maleri bliver de på én gang melankolske tegn på tid, der er svunden, og bizarre tegn på vores forestillinger om hjem. Uhyggeligt og rugende, som en Hitchcock film virker udstillingens eneste installation, hvor tapetserede vægge indrammer et tæt gardinhang, der kun dækker halvt for et gennemsigtigt gardin, der igen lader os se et vidue, der ikke er gennemsigtigt men sløret, som et badeværelsesvindue….Vi kan ikke se igennem disse hjemlige rum, vi kan ikke se kernen i dem, men kun ane, hvad det er, af denne på én gang så sartfeminine og dog uhyggeligt slørende ornamentik dækker over. Der kunne være begået et mord her.