Berlingske Tidende, February 4, 2000

Ånden i kroppen. Den vestlige kultur har det med at adskille krop og ånd. Og det på kroppens bekostning. Men det er farligt, for kroppen er fundamentet. Ikke desto mindre har mennesket med ånden som anfører kunnet underlægge sig verden. Tvunget materien ind i strukturer og skabt civilisationer af frygtindgydende omfang. 
Bevidstheden sidder sjældent i kroppen. Den er som oftest i færd med at tyde, organisere og skabe meninger, og kroppen er blevet et tungt, velfodret vedhæng, der placeres foran skærmen, så ånden kan få fred til at arbejde. 
En del ny kunst har det med at se på kroppen, eller med at se på rummet omkring kroppen, for derigennem at gøre os opmærksomme på dette tunge vedhæng. Den hollandsk fødte, men herboende kunstner Frank Franzen, har således skabt en installation, hvor han søger at tvinge bevidstheden tilbage til kroppen. Krop som påtrængende realitet. Og til det formål betjener han sig at tyste, tomme kældergange, som parkeringen under Hvidovre Hospital. Her i dette betonhelvede bliver fraværet af liv til en stærk påmindelse om vort eget bankende kød og blod.
Også det at anbringe kroppe i andre elementer end den vanlige luft, er et af Franzens virkemidler. Nedsænkede legemer i vand, hvor den neddykkede tilstand betyder, at sanserne sløres og iltbehovet mangedobles. Det fører naturligt én til det mest fundamentale ved vor levende krop: åndedrættet, som Franzen da også har skabt en film om.

Ole Nørlyng, Berlingske Tidende